For at fungere optimalt har de fleste af os (ca. 97,5 %) brug for 7-8 timers kvalitetssøvn hver nat. Men selvom mange når de anbefalede søvntimer, vågner en stor del stadig op med en følelse af træthed, som om de kun havde sovet 6 timer eller mindre. Dette skyldes ofte, at søvnkvaliteten ikke er god nok, hvilket betyder, at de har samme symptomer som dem, der sover under 7 timer.
Personligt oplever jeg, at mindst halvdelen af dem, jeg møder og træner, kan øge deres energi og overskud betydeligt ved at optimere deres søvn. En god nats søvn er vores mest effektive energikilde og har en enorm betydning for vores helbred.
Er du i søvnunderskud?
Jeg læste en artikel fra USA's National Sleep Foundation, der identificerede 4 tegn på søvnmangel:
- Det tager dig over 15 minutter at komme i gang efter opvågning.
- Du sover mindst to timer længere i weekenden end på hverdage.
- Du falder i søvn i bilen eller under aktiviteter, hvor du burde være vågen.
- Du oplever hyppigt at være irritabel, gnaven eller hyperaktiv.
Hvis du kan nikke genkendende til bare ét af disse tegn, kan jeg varmt anbefale at fokusere på at optimere din søvnkvalitet og få den rette mængde søvn.
Konsekvenserne af søvnmangel
"Ja, men jeg klarer mig fint på 6 timers søvn,” tænker du måske. Men konsekvenserne af vedvarende søvnunderskud kan være alvorlige – selv hvis du ikke selv mærker det. Du kan være så vant til at føle dig træt, at du ikke ser potentialet for, hvordan du kunne få det.
Her er nogle konsekvenser af søvnmangel:
- Nedsat evne til at fastholde og huske information
- Sværere ved at lære nyt
- Reduceret kreativitet
- Øget stressfølsomhed
- Flere humørsvingninger og irritabilitet
- Forringet reaktionstid og dømmekraft
- Øget appetit
- Nedsat hjertehelbred og svækket immunforsvar
- 14 % længere tid på at løse opgaver
- 20 % flere fejl
Denne liste minder mig om, hvorfor jeg vægter min søvn højt. Når jeg står med valget om at blive oppe eller gå i seng til tiden, tænker jeg: "Hvordan vil jeg have det i morgen, og er det virkelig det værd at blive oppe?” I de fleste tilfælde ender jeg med at gå i seng.
Hvor starter jeg?
Er du motiveret for at sætte fokus på din søvn, kan du dykke ned i nogle af de indlæg, jeg har skrevet om søvnoptimering siden 2016:
God søvn – vejen til en bedre dag
Træt af at være træt og uoplagt allerede fra kl. 13? Der er en anden vej. En vej, der giver dig mere energi, så du kan træffe beslutninger, som du også er tilfreds med i det lange løb. Husk, at det tager tid at ændre søvnvaner. Lider du af søvnmangel, kan det tage 3-4 uger at mærke en reel forskel. Start med de råd, der er lettest for dig at implementere, og udbyg gradvist.
Det vigtigste er at komme i gang og opretholde momentum – ikke at prøve alt på én gang og derefter falde tilbage i gamle vaner. Sov godt!
© VitaliLab - Din vej til en bedre hverdag