Har du også oplevet at have en plan, men nået ingenting?
Kender du situationen, hvor du møder ind med en klar plan for dagen, men når du går hjem, har du ikke fået løst noget af det, du havde sat dig for? Det er ikke fordi, du ikke har været produktiv – tværtimod har du haft travlt med mange andre opgaver, som også føltes vigtige. Men var de virkelig vigtigere end de opgaver, du oprindeligt planlagde at løse? Min erfaring siger, at det sjældent er tilfældet.
Det går ofte galt, når det drejer sig om vores egne vigtige opgaver. Men hvorfor ender vi med at skubbe netop disse opgaver foran os? Er det fordi, vi:
- Venter på den rette inspiration?
- Arbejder bedst under pres tæt på en deadline?
- Prioriterer andres forpligtelser højere end vores egne?
- Mangler mening i opgaven og vælger noget andet?
- Simpelthen ikke har energi nok?
Årsagerne kan være mange, men én ting er sikkert: Når vi har haft en sådan dag, sidder vi sjældent tilbage med en følelse af succes. Tænk, hvor godt det ville føles at undgå eller i det mindste minimere disse dage. Det kan du opnå med de rigtige vaner.
Det store dilemma
Før vi ser på de vaner, der virkelig kan hjælpe, skal vi se på nutidens store dilemma.
Vi har så mange muligheder hver dag, at det kan virke ligegyldigt, hvor vi starter eller slutter, eller hvad vi får lavet. Det kan føles, som om alt er i orden, så længe vi bare har travlt og får noget gjort. Men det er faktisk ikke i orden. Travlhed kan narre os til at tro, at vi gør fremskridt, men ikke alle opgaver er lige vigtige.
Vi har en tendens til at fokusere på opgaver, der giver os kortvarig tilfredsstillelse, fordi hver gang vi løser en let opgave, får vi et dopamin-boost, der giver os lyst til mere af det samme. Til gengæld kræver det mere tid og energi at arbejde på de opgaver, der virkelig betyder noget. Disse svære, ofte mere krævende opgaver fører til en dybere følelse af succes og tilfredshed, når vi først lykkes med dem.
De gode vaner
Det vigtigste, vi kan gøre, er at træne os selv til at mindske behovet for kortvarige glæder. Ikke at vi skal undgå dem helt, men vi skal kunne klare os uden dem i længere tid. For inspiration har jeg haft stor gavn af at læse bøger som Gå glip af Svend Brinkmann, The Hacking of the American Mind af Robert Lustig og Deep Work af Cal Newport.
Her er nogle af de vaner, jeg selv har fundet mest effektive. Start med handlinger, du er sikker på, at du kan lykkes med.
Sørg for at have energi nok
Gode energivaner er dine vigtigste vaner, for uden energi falder både dit humør, din koncentration og din evne til at tænke kreativt og løse problemer. Sørg for at få nok søvn, spise regelmæssigt, så dit blodsukker forbliver stabilt, og drikke nok væske. Bevægelse er også vigtigt – sørg for at tage små pauser på 5-7 minutter hver 90. minut.
Når energien mangler, vil du med det samme have større lyst til lette opgaver.
Handl på dine forpligtelser, ikke dine følelser
Det bedste, du kan gøre, er at handle på dine planer, ikke dine umiddelbare følelser. Alt for ofte ændrer vi vores plan, fordi vi ikke har lyst til at gøre det, vi havde planlagt. Med så mange andre opgaver at vælge imellem er det nemt at skifte spor. Lav derfor planer for din dag på forhånd og hold dig mest muligt til dem.
En god start er at placere din vigtigste opgave først på dagen i din kalender. Sæt tid af til den, og sørg for at minimere forstyrrelser. Hvis du har brug for en pause, så undgå e-mail og telefon – gå i stedet en kort tur.
Vælg det rigtige tidsrum og sted
For de fleste af os er tidsrummet mellem kl. 9 og 12 det mest produktive. Hvis du er B-menneske, er det måske om eftermiddagen. Sørg for at reservere dette tidsrum til dine vigtigste opgaver, enten dagligt eller et par gange om ugen.
Ro og uforstyrret tid er også afgørende for at kunne koncentrere sig. Det kan være en idé at arbejde hjemmefra om morgenen eller booke et stille kontor. Og husk at lukke ned for e-mails og gem telefonen væk.
Skab mening og sjov i det, du laver
Vi tror ofte, at de vigtigste opgaver skal være hårde og ubehagelige, men det er ikke nødvendigvis sandt. Inden du går i gang med en krævende opgave, så spørg dig selv: Hvordan kan jeg gøre dette sjovt? og Hvorfor er denne opgave meningsfuld for mig?.
Når du kan besvare de spørgsmål, vil det være meget lettere at komme i gang og opnå bedre resultater. Sjov behøver ikke at betyde grin – det kan også handle om at være nysgerrig på processen eller nyde at lære noget nyt.
Undgå hastefælden
En af de største fælder, når vi skal i gang med vigtige opgaver, er, at vi bliver fanget af små, hastende opgaver. Vi tænker, at vi lige kan tjekke e-mail, tage et hurtigt opkald eller hjælpe en kollega. Disse opgaver former en kædereaktion, der ofte gør, at vi aldrig kommer i gang med de vigtige ting.
Prøv at sætte en timer på din telefon. Når den ringer, så stop med alle småopgaver og mind dig selv om, hvorfor timeren ringede. Sørg for at have tid senere på dagen til de små opgaver, men prioriter den store først.
Det handler ikke om at få ting gjort – men at få de rigtige ting gjort
Det er nemt at få ting gjort, men langt sværere at sikre, at de rigtige ting bliver gjort. Start med at tale med dine kolleger og din chef om, hvad der virkelig er vigtigt. Derefter kan du begynde at træne de vaner, der vil hjælpe dig med at løse de opgaver, der virkelig gør en forskel.
For husk: Du skaber resultater ud fra det niveau, dine vaner er på – og ikke mere.
© VitaliLab - Din vej til en bedre hverdag