Vi glæder os ofte til ferien. Men samtidig kan det være en mærkelig overgang. Først det hektiske tempo op til ferien, så en uge eller to hvor vi forsøger at slappe af – og derefter følelsen af at blive væltet bagover, når vi vender tilbage til hverdagen.
Mange vil kunne genkende forløbet i den her illustration:

Ferien starter med stress, glider over i afslapning, eksistentielle tanker – og ender med et chok, når vi åbner mailen mandag morgen. Det kan føles som en rutsjebanetur, og pointen er: Hvis vi ikke planlægger ferien som en aktiv del af vores mentale og fysiske restitution, risikerer vi at gå glip af alt det gode, den kunne have givet os.
Men det kan gøres anderledes. Her får du mine bedste råd til, hvordan du får det fulde udbytte af din ferie – før, under og efter.
Hvad får du egentlig ud af at holde ferie?
I en hverdag med højt tempo og konstant tilgængelighed er ferie ikke bare tiltrængt – den er nødvendig. Både fysisk og mentalt. Det er her, vi restituerer, skifter perspektiv og giver hjernen ro til at samle sig.
Flere undersøgelser peger på, at ferie kan have målbare positive effekter: Det kan sænke dit kortisolniveau, blodtryk og forbedre immunforsvaret. Ferie ser også ud til at have betydning for vægtregulering, restitution og endda heling af visse sygdomme.
Ifølge en undersøgelse fra The Society for Human Resource Management (2013), oplever:
- 90 % at de får mulighed for at slappe af og genoplade
- 88 % at de får tid til at gøre noget, de nyder
- 85 % at de bliver lykkeligere
- 66 % at de får forbedret koncentration og produktivitet
- 61 % at de føler større tilfredshed på arbejdet
Det er værd at tage med – men det kræver, at du forholder dig aktivt til både starten, midten og afslutningen af din ferie.
Før ferien
Planlægning er en gave til dit fremtidige jeg
En god ferie starter i god tid. Ikke med en pakkeliste eller charterbooking, men med bevidst planlægning af din overgang ind i ferien.
Begynd 3–4 uger før med at identificere de vigtigste opgaver, du skal have afsluttet. Du behøver ikke nå det hele – fokuser i stedet på det, der giver dig ro at have afsluttet. Lav plads i kalenderen til det uforudsete, og undgå at overbooke de sidste dage. Brug dem på “ferieklargøring” – både praktisk og mentalt.
En god idé er også at tage en snak med kolleger 4–6 uger før: Hvem tager telefonen, mens du er væk? Hvordan håndteres e-mails? Det kan være en stor lettelse at vide, at der er styr på tingene, når du logger af.
Under ferien
Frakobling giver dig den reelle pause
Når ferien starter, så giv dig selv lov til at holde fri. Ikke bare fysisk – men også mentalt.
Det betyder, at du med fordel kan slå arbejdsmailen fra på telefon og computer. Sæt et autosvar på, gerne med et par dages buffer både før og efter ferien, så du undgår pres for at være tilgængelig umiddelbart inden og efter.
Hvis du absolut er nødt til at håndtere enkelte arbejdsopgaver, så sæt faste, afgrænsede tidspunkter af og hold dig til dem. Men vær opmærksom: Det er let at blive suget tilbage ind i mails og opgaver, hvis du først åbner op.
Du holder ikke ferie for at være effektiv – men for at være menneske.
Efter ferien
Giv dig selv lov til at lande roligt
Når ferien er slut, så giv dig selv lov til at lande. Mange starter op i fuldt tempo og forsøger at indhente det hele på én gang. Men det udhuler den energi og det overskud, du måske har brugt uger på at genopbygge.
Start i stedet med at danne dig overblik. Hvad haster – og hvad kan vente? Brug de første timer (eller hele den første dag) på at prioritere og planlægge, ikke på at løse alt på én gang.
Tag dig også tid til at tale med kollegerne. Fællesskabet og relationerne på arbejdspladsen er vigtige for både trivsel og motivation – og en uformel opstart giver plads til netop det.
Et overblik du kan bruge – før, under og efter ferien
Hvis du vil bruge ferien som en reel kilde til restitution og fornyet energi, handler det ikke kun om at holde fri. Det handler om, hvordan du går ind i den, hvordan du er i den – og hvordan du vender tilbage bagefter.
| Før ferien |
Under ferien |
Efter ferien |
| Prioritér det vigtigste – drop resten |
Slå arbejdsmail og notifikationer fra |
Giv dig tid til at danne overblik |
| Planlæg buffer og “klargøringsdage” |
Sæt autosvar med buffer før og efter ferien |
Start roligt – undgå at gå direkte i drift |
| Aftal mails og telefon med kolleger |
Undgå at “bare lige” tjekke arbejdsmailen |
Genbesøg dine mål og justér ved behov |
| Sæt realistisk punktum for opgaver |
Hold dig til ét fast tidspunkt, hvis du skal arbejde |
Brug tid på relationer og fællesskab |
Få det bedste ud af din ferie
En god ferie er afgørende for dit helbred og din evne til at præstere, når du er tilbage. Jeg håber, du kan se potentialet i en velplanlagt ferie og ønsker dig en god klargøring, afholdelse og opsamling!
© VitaliLab - Din vej til en bedre hverdag