Når dit ego er i vejen

De historier, du fortæller dig selv

Hvilke historier fortæller du dig selv dagen igennem – og hvilken betydning har de for din hverdag?

Det spørgsmål har jeg tænkt meget over efter at have læst Ryan Holidays bog “Ego Is The Enemy”. Og det er et spørgsmål, jeg oplever, at mange kunne have gavn af at stille sig selv. Simpelthen for at dæmpe den unødige støj, som egoet sender afsted – igen og igen – i løbet af dagen.

Ryan beskriver egoet med et citat fra træneren Bill Walsh:

“Ego er det øjeblik, hvor selvtillid bliver til arrogance.”

En tidlig medlem af Anonyme Alkoholikere formulerede det sådan her:

“Ego er en bevidst adskillelse fra.”

Fra hvad? Fra alt. Det handler i bund og grund om, at vi ofte ikke kan stole på de historier, vi fortæller os selv.

Når egoet står i vejen

Egoet kan vise sig på mange måder – og ofte med store konsekvenser. Hvis du fx bygger mentale mure omkring dig gennem dine egne fortællinger, bliver det svært at samarbejde, tage imod feedback og udvikle dig.

Du mister også evnen til at forstå verden omkring dig – og dig selv. Dermed bliver det næsten umuligt at se de muligheder, der faktisk ligger lige foran dig.

Ofte går det galt, fordi du tror for meget på dine egne evner og overbevisninger. Det kan føre til vildfarelse og konflikter, hvor du undrer dig over, hvorfor andre ikke forstår dig.

Derfor handler det om at minimere situationer, hvor du mangler forståelse og anerkendelse af dine omgivelsers virkelighed.

Sådan holder du egoet i skak

I bogen “7 gode vaner” skriver Stephen Covey:

“Søg først at forstå – derefter at blive forstået.”

Den ydmyghed, der ligger i den sætning, er et stærkt værktøj til at dæmpe egoets misvisende tanker.

Ryan Holiday peger på noget tilsvarende: Du skal kende dine egne evner – præcist og ærligt – i forhold til andres. Den form for selvbevidsthed giver selvtillid nok til at acceptere virkeligheden, som den er.

Det handler ikke om at tvivle på dig selv, men om at tro på dig selv med ydmyghed. For ingen af os bliver nogensinde perfekte.

Bevar et “elev-mindset”

Et af de værktøjer, jeg selv bruger, er at bevare et mindset som en elev. Jeg trives i det miljø, det skaber. Her må jeg gerne lave fejl. Jeg behøver ikke være perfekt – jeg skal bare have lyst til at lære.

Jo mere jeg lærer, jo mere finder jeg ud af, at jeg ikke ved. Og det er faktisk en befriende erkendelse.

Ja, der er områder, hvor jeg ved mere end mange – men der er altid nogen, der ved mere end mig. Det gør mig både nysgerrig og ydmyg.

Når stolthed bliver en fælde

Stolthed er en af de følelser, der let får egoet til at løbe af med os. Ryan stiller to gode spørgsmål, som du kan bruge, når du mærker stoltheden vokse:

  1. Hvad går jeg glip af lige nu, som en mere ydmyg person ville kunne se?
  2. Hvad er det, jeg forsøger at undgå eller løbe fra?

De spørgsmål er værd at stoppe op ved. De bringer dig ofte tilbage til virkeligheden – væk fra de historier, egoet digter.

Pas på de rosenrøde fortællinger

Et sidste råd fra Ryan Holiday er at undgå at fortælle dig selv for mange historier om fortiden. De bliver let for rosenrøde – og det styrker egoet.

Problemet er, at hjernen sjældent gengiver virkeligheden præcist. Når vi pynter på fortiden, skaber vi urealistiske forventninger til fremtiden – og det kan føre til skuffelse, stress og selvovervurdering.

Til kamp mod egoet

Hvor mange gange om dagen opdager du, at dine tanker fortæller dig en historie, som du reelt ikke ved, om er sand – men du tror på den, fordi det “føles rigtigt”?

Egoet prøver faktisk at beskytte dig. Det hjælper dig med at forsvare det, du har bygget op – men samtidig forhindrer det dig i at få øje på alt det, du endnu ikke forstår eller tør udforske.

For mig er det værste ved egoet, at det reducerer muligheden for at blive klogere. Og netop læring giver en særlig form for tilfredsstillelse og energi.

Når du ser livet som en rejse fyldt med læring, skaber du mening for dig selv. Og den mening bliver drivkraften bag din daglige energi og trivsel.

Rigtig god kamp med dit ego.
Du kan tøjle det – hvis du vil og øver dig længe nok.

© VitaliLab - Din vej til en bedre hverdag

Populære indlæg i Indsigt & inspiration 

Energi Træt Banner

5 råd så du også har energi, når du kommer hjem fra arbejde

Ældre Mand På Vandretur I Naturen

Forebyggelse er fremtiden – hvorfor vente på sygdommen?

Energi Fyld På

Optimer din hjerne – dit vigtigste redskab i en krævende hverdag

Viljestyrke Synde

Vaner æder dine bedste intentioner til morgenmad

Sund Aldring

Hvorfor accepterer vi sygdom som en naturlig del af at blive ældre?

Søvn Sove Godt Banner

Optimer din søvn med disse 14 råd

Lever 02

Leveren: Nøglen til energi, performance og stabil vægt i en krævende hverdag

Energimangel

Træt, ømme led eller dårlig søvn? Din omega-balance kan være årsagen