Får du nok søvn? Søvn har stor betydning for din produktivitet, og mere end 95 % af os har brug for 7–8 timers søvn hver nat for at kunne bevare fokus og yde optimalt.
Du kender sikkert følelsen:
Du læser den samme sætning flere gange. Du mister tråden i et møde. Du kan pludselig ikke huske, hvad du var i gang med. Det er klassiske tegn på søvnmangel.
Selv få nætter med for lidt søvn påvirker din hjerne. Sover du fx kun 6 timer i 5 dage, falder både din opmærksomhed og din evne til at tænke klart. De fleste kan godt klare 1–2 nætter med mindre søvn, men derefter begynder det at koste på både performance og humør.
Hvorfor er søvn så vigtig?
Søvn har mange funktioner, som alle er afgørende, hvis du vil fungere – og ikke mindst, hvis du vil fungere godt:
1. Søvn styrker opmærksomhed og indlæring
Når du sover, sorterer hjernen dagens information. Den fjerner støj og lagrer det vigtige. Det gør det lettere at huske, lære nyt og tænke kreativt – især hvis du har et job, hvor du skal finde løsninger og idéer.
2. Søvn regulerer dine følelser
Søvn påvirker også dit humør. Mangler du søvn, bliver du lettere irritabel, stresset eller nedtrykt. Nok søvn hjælper hjernen med at genopbygge følelsesmæssigt overskud og dæmpe stresshormonerne.
3. Søvn styrker immunforsvaret og fordøjelsen
Kroppens genopbygning sker primært om natten. Får du for lidt søvn over tid, påvirker det både dit immunforsvar og din evne til at restituere og fordøje maden ordentligt.
På trods af alle fordelene vælger mange at skære i søvnen for at få mere tid i døgnet. De klarer sig igennem med kaffe, energidrikke og viljestyrke. Problemet er bare, at disse stimulanser kun dæmper trætheden – de forbedrer ikke din kognitive præstation.
Søvn er derfor ikke spild af tid – det er en investering i energi og effektivitet. Faktisk er jeg overbevist om, at 7–8 timers søvn gør dig i stand til at løse dine opgaver op til en time hurtigere hver dag.
Sådan giver du dig selv 7–8 timers søvn
Hvis du ikke sover nok, er det måske tid til at justere dine søvnvaner. Her er nogle enkle, men effektive råd:
1. Beslut på forhånd, hvornår du skal i seng
Om aftenen træffer vi sjældent gode beslutninger. Aftal derfor med dig selv på forhånd, hvornår du skal i seng – og sæt evt. en alarm som påmindelse.
2. Skab en fast aftenrutine
Krop og hjerne elsker forudsigelighed. Om det er en kop urtete, udstrækning, et varmt bad eller en særlig bog, du kun læser i ved sengetid – gentagelsen signalerer til kroppen, at det er tid til ro.
3. Undgå skærme den sidste time
Elektronisk lys fra telefoner og tablets forstyrrer melatoninproduktionen og gør det sværere at falde i søvn. Prøv at lægge skærmene væk minimum en time før sengetid.
4. Tøm hovedet før sengetid
Skriv dagens tanker og morgendagens opgaver ned ca. en time før sengetid. Det mindsker risikoen for natlig tankemylder og giver hjernen ro til at koble fra.
© VitaliLab - Din vej til en bedre hverdag